AT SÆTTE SIG MELLEM TO STOLE…?

15.11.2022

Kan man forske i historie uden at være historiker, og kan man være arkitekt uden at bygge noget? Ruth Baumeister er en arkitekt, der bruger ord som sit byggemateriale.

Planer, snit og opstalter er helt normale arbejdsredskaber for langt de fleste arkitekter. Men tyske Ruth Baumeister er ikke, som folk er flest, og selvom hun underviser og forsker i arkitektur, vil hun ikke uden forbehold kalde sig selv for arkitekt:

”Jeg bygger ingen bygninger mere, jeg har ingen tegnestue, så er jeg overhovedet arkitekt?”, spørger hun.

Ruth Baumeister har gennem sin karriere brugt nogle helt andre byggeklodser: ord.

”På tysk har vi et ord, der hedder Gedankengerüst, det betyder et stillads bygget af tanker. Når jeg skriver tekster og bøger, så er det sådan, jeg ser det. Jeg bygger teksten op, men i stedet for mursten og bjælker, bruger jeg ord og syntaks. Så hvis jeg skal kalde mig for arkitekt, så er jeg en arkitekt, der skriver bøger”, siger Ruth Baumeister.

Indtil videre har hun udgivet syv bøger, som alle er baseret på forskning i arkitekturhistorien. Fire af de syv bøger handler om den danske kunstner Asger Jorns arbejde og kunstens betydning for arkitekturen, men hvordan ender en tysk arkitekt med at bruge så stor en del af sit professionelle virke på en dansk kunstner?

”I første omgang fokuserede jeg på Bauhaus Imaginista-bevægelsen i Italien, men da jeg opdagede, at Asgers Jorns tanker og ideer lå til grund for rigtig meget i den bevægelse, stod det hurtigt klart for mig, at han ville komme til at spille en kæmpe rolle i min fremtid. Det gik op for mig, at størstedelen af Jorns arbejde indenfor arkitektur slet ikke var undersøgt til bunds endnu. Jeg tror, at rigtig mange arkitekter – herunder også mig selv – let bliver fascinerede af noget, og så jagter de det, uden at tænke på konsekvenserne. Det var præcis, hvad der skete, da jeg fik øjnene op for Jorn”, siger Ruth Baumeister, der også fokuserede på Asger Jorn i sin Ph.d.-afhandling, og fortsætter:

”Når jeg ser tilbage på det i dag, var det nærmest en slags odyssé, jeg gik i gang med. Mange af Jorns tekster fandtes kun på dansk eller svensk, så jeg skulle også lære nye sprog undervejs. Samtidig var hans teorier ekstremt komplekse, og derfor tog arbejdet også enormt lang tid”.

Heldigvis har Ruth Baumeister en stor interesse for sprog, og i dag taler hun fem sprog flydende, og hun læser tekster på yderligere tre sprog.

Asger Jorn levede fra 1914 til 1973, og han er særligt anerkendt for sit arbejde i kunstnersammenslutningen COBRA. Men hvad er det så, der overhovedet gør Asger Jorn relevant for arkitekter i dag?

”Det er fascinerende at se, hvordan Asger Jorn kombinerer discipliner som kunst, arkitektur, etnologi, litteratur og filosofi. For mig er Jorn en endeløs kilde til læring og inspiration. Når man læser hans materiale, bliver man nødt til at dykke ned i en masse andre ting, for at forstå, hvad han mener. Og når man læser to sider videre, vender han igen det hele på hovedet”, siger Ruth Baumeister og fortsætter:

”Jorn var dygtig til fysisk at engagere sig i arkitekturen. Et godt eksempel er hans keramiske relief på Aarhus Statsgymnasium, der er et meget taktilt værk, der er fyldt med farve og menneskelige udtryk, men som er placeret i en teknisk meget raffineret bygning med glatte overflader. Det synes jeg, at man kan lære noget af som arkitekt”.

Privat er Ruth Baumeister gift med den tidligere direktør på Asger Jorn Museet i Silkeborg, og det ægteskab har faktisk været medvirkende til, at hendes seneste bog handlede om noget helt andet end Asger Jorn:

”Jeg blev nødt til at afslutte kapitlet om Jorn i mit liv, for jeg havde arbejdet på det så længe og udgivet så meget om emnet, så det var på tide at begynde på noget nyt. Men jeg oplevede også, at efter jeg blev gift, blev jeg pludselig set mere som ’direktørens kone’ end som fagekspert, og det generede mig”.

Efter hun satte punktum i kapitlet om Asger Jorn, har Ruth Baumeister kastet sig over et nyt emne – de moderne kontorer. I efteråret 2022 udkom bogen ”Back to the Office”, som hun har skrevet i samarbejde med Stephan Petermann og Marieke van den Heuvel. Sideløbende med sin forskning har Ruth Baumeister engageret sig i arbejdet med feminisme og diversitet i arkitekturen, og hun er blandt andet medstifter af gruppen Equality Collaborative, der arrangerer oplæg og debatter om disse emner på Arkitektskolen Aarhus.

Hvis man vil tilføre noget, må man kende historien

I dag arbejder Ruth Baumeister som lektor ved Arkitektskolen Aarhus, hvor hun blandt andet underviser i arkitekturhistorie og teori. Oprindeligt stammer Ruth Baumeister fra Bayern, men inden hun landede i Aarhus, har hun været vidt omkring i den akademiske verden.

”Da jeg var færdig med min uddannelse, begyndte jeg at arbejde på tegnestuer. Det var midt i 1990’er, og der skete rigtig meget i Tyskland – og særligt i Berlin, hvor jeg befandt mig, på grund af murens fald. Jeg arbejdede kortvarigt for Daniel Liebeskind, men jeg havde en følelse af, at jeg manglede noget i min uddannelse. Jeg havde lyst til at undersøge nærmere, hvad der gør arkitekturen, til det den er”, siger Ruth Baumeister, der tog en post-graduate uddannelse i historie og teori på ETH Zürich og underviste på Bauhaus University Weimar og Eindhoven University of Technology, inden hun blev ansat som Ph.d.-studerende ved hollandske Delft University of Technology.

I 2013 blev Ruth Baumeister ansat som professor MSO ved Arkitektskolen Aarhus, og hun har siden sin ankomst slået et slag for arkitekturhistoriens betydning for uddannelsen af unge arkitekter.

”Når vi taler om uddannelsen af nye arkitekter, taler vi ofte om hvilke færdigheder, de skal besidde, og ikke så meget om selve dannelsen. Jeg mener, at arkitekturhistorien og teori er afgørende for dannelsen, fordi begge dele er med til at forme dig som individuel arkitekt, men også fordi man kan bruge historien som et middel til kritisk undersøgelse”, siger Ruth Baumeister og fortsætter:

”De arkitekter, som bidrager med noget stort, er nødt til at forholde sig kritisk til, hvad der allerede findes. Hvis man vil tilføre noget, må man kende historien. I min optik giver man sig selv bind for øjnene, hvis man ikke kender historien. På et mere pragmatisk plan, så kan kendskab til historien også spare en masse tid, da mange af de problemstillinger, man møder, er blevet håndteret tidligere, og så behøver man ikke genopfinde hjulet hver gang”.

Som tidligere nævnt vil Ruth Baumeister ikke beskrive sig selv som en klassisk arkitekt, og det samme gør sig også gældende med en titel som arkitekturhistoriker.

”Jeg kan godt lide at arbejde på tværs af de faglige felter, og det kan være meget givende, men der kan også ske det, at man bliver anset som værende udenfor fagfeltet. Blandt kunsthistorikere, der arbejder med Jorn, bliver jeg set som en outsider, fordi jeg er arkitekt, og blandt arkitekturhistorikere er jeg en fremmed fugl, fordi jeg specialiserer mig i en kunstner. På en måde sidder jeg mellem to stole, og det er faktisk også noget, der altid har fascineret mig ved Asger Jorn – han placerede sig altid imellem alle stolene. Der var perioder, hvor det generede mig at være ’udenfor’, men nu har jeg lært at se fordelene i det, og faktisk holder jeg nu af ikke at være en del af flokken”, siger Ruth Baumeister.

Da hun i slutningen af 1980’erne tog hul på sit arkitektstudie, lå det dog langt fra i kortene, at Ruth Baumeister skulle placere sig mellem to stole. Nej faktisk var der udlagt en langt mere kedelig og konventionel karrierevej for hende, hvis man skulle tro en af Ruth Baumeisters undervisere:

”En af mine første forelæsninger blev afholdt af en sociolog, og han kiggede rundt og spurgte os, hvorfor vi dog ville være arkitekter. Der ville ikke være arbejde til os, med mindre vi ville lave krematorier, mente han, da befolkningssammensætningen i Tyskland var helt skæv. I bund og grund sagde han, at vi ingen fremtid havde, og hvis man ingen fremtid har, kan det kun blive bedre”, siger Ruth Baumeister og fortsætter:

”Det viste sig, at min underviser tog fejl, for blot et par år senere faldt Jerntæppet, og min generation af tyske arkitekter havde masser at lave og mange muligheder for at forfølge det, de selv ville. Det mener jeg også, er vigtigt for vores nuværende generation af unge arkitekter. De skal tillade sig selv friheden til at blive det, de har lyst til. Det kan virke som et enormt pres, men samtidig skal man huske på, at der kommer til at ske en masse uforudsete ting i fremtiden, som får stor betydning på deres professionelle liv – på godt og ondt. Hvis man anskuer det på den måde, og man vælger at acceptere det, kan det være befriende, at man ikke kan kontrollere alting selv. Der er grænser for, hvad du selv kan styre, men det er der også nogle spændende potentialer i. Eller som arkitekt og kunstner Gordon Matta Clark i et interview beskrev det: ’ Indenfor absurditeten er der en fantastisk frihed’”.