Carsten With Thygesen har valgt at stoppe som bestyrelsesleder
Efter ti år i bestyrelsen for Arkitektskolen Aarhus – heraf seks som bestyrelsesleder – giver Carsten With Thygesen nu ansvaret videre.
03.12.2025
Efter ti år i bestyrelsen for Arkitektskolen Aarhus – heraf seks som bestyrelsesleder – giver Carsten With Thygesen nu ansvaret videre.
03.12.2025
Når kalenderen skifter til 2026, træder Carsten With Thygesen ud af bestyrelsen for Arkitektskolen Aarhus efter ti år – heraf de seneste seks som bestyrelsesleder.
Skolens rektor, Kristine Leth Juul, har gennem årene haft et tæt samarbejde med Carsten With Thygesen, og hun er ikke i tvivl om hans betydning for skolen:
“Jeg har været utroligt glad for mit samarbejde med Carsten With Thygesen, og jeg er meget taknemmelig for den store indsats, han har ydet gennem ti år for vores skole. Med Carsten for bordenden har vi haft en yderst kompetent bestyrelsesleder, der ikke alene tager ansvar – men også har tilliden til at lade den daglige ledelse udfolde arbejdet. Det har været afgørende for, at lede skolen igennem en tid med store forandringer med blik for både hverdagen og udviklingen.”
Carsten With Thygesen blev udpeget til Arkitektskolen Aarhus’ bestyrelse i 2016 og overtog posten som bestyrelsesleder i 2020 efter fire år som menigt medlem. Hans første år som formand faldt sammen med coronanedlukningen og skolens efterfølgende flytning til Exners Plads. Siden fulgte et rektorskifte, implementeringen af et nyt curriculum og en ny organisering af skolens ledelse.
”Efter ti år i bestyrelsen glæder jeg mig over, hvor skolen står i dag. Vi har været igennem store forandringer, og jeg er stolt af, at vi har bevæget os et sted hen, hvor Arkitektskolen Aarhus fylder mere i byen, i branchen og i samfundet. Med ny skole, ny rektor, ny uddannelsesstruktur og en ny ledelsesorganisering står skolen et helt andet sted i dag. Det har været vigtigt for mig, at udviklingen er sket i et tæt og tillidsfuldt samarbejde med alle skolens aktører,” siger han og fortsætter:
”Men den fortsat positive udvikling af min egen virksomhed, herunder med internationalisering har gjort, at jeg har valgt ikke at søge en ny bestyrelsesperiode.”
Der er særligt ét emne, der har fyldt for Carsten With Thygesen i den tid, han har været bestyrelsesleder: trivslen blandt skolens studerende. I 2020-21 lå de arkitektstuderende på en trist førsteplads, når det kom til oplevelsen af stress. Efter flere års målrettet arbejde og en række nye tiltag ser billedet nu markant anderledes ud.
”Trivsel er helt klart det emne, jeg vil tænke tilbage på, når jeg ikke længere er en del af bestyrelsen. Det var en alvorlig problematik, som hurtigt kunne have eskaleret yderligere. I bestyrelsen troede vi på, at de bedste resultater kunne opnås gennem tillid og et involverende og åbent samarbejde på skolen – ikke ved at hente alverdens eksterne konsulenter ind. Jeg er meget stolt af det seriøse arbejde, der er blevet gjort inden for kultur og trivsel. Vi er ikke i mål endnu, men vi er et helt andet sted i dag, end vi var dengang,” siger Carsten With Thygesen.
Carsten With Thygesen har blandt andet været koncerndirektør i Hedeselskabet samt haft en lang række bestyrelsesposter, herunder næstformand i Realdania samt formand for Skovrådet og både ejendoms- og byggevirksomheder. Netop bestyrelsens brede sammensætning er noget, han fremhæver som særligt værdifuldt.
”Bestyrelsens store diversitet har været helt unik – både fagligt, aldersmæssigt og erfaringsmæssigt. At have studerende og ansatte repræsenteret skaber en anden form for umiddelbar feedback og har været enormt værdiskabende,” siger Carsten With Thygesen.
Da han i sin tid trådte ind i bestyrelsen, havde han især ét håb for skolens udvikling:
”Da jeg trådte ind i bestyrelsen, syntes jeg, at skolen gemte sig lidt – og det var en skam, for arkitekter spiller en nøglerolle i den samfundsmæssige omstilling, vi står midt i. I dag står skolen langt stærkere i offentligheden. Arkitekturfestivalen OPEN er blevet et tydeligt bevis på det: et årligt samlingspunkt, der markerer, hvor vigtig arkitekturen er, og hvilken retning skolen bevæger sig i,” siger Carsten With Thygesen.
Det er endnu uvist hvem der skal være den nye bestyrelsesleder på Arkitektskolen Aarhus. Den beslutning træffes af Undervisnings- og forskningsministeren, og det ventes, at der er sat navn på efterfølgeren inden det nye år.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE