Et samarbejde med Puerto Rico School of Architecture
I april vendte 20 kandidatstuderende og tre undervisere fra Studio Tranformation and Architectural heritage tilbage efter en tre uger lang studietur til Puerto Rico.
I samarbejde med studerende og undervisere fra Puerto Rico School of Architecture udførte de danske studerende feltarbejde i hovedstaden San Juan. Det overordnede akademiske tema var ”The waterfront”, mere præcist relationen mellem San Juans historiske bymidte og det åbne hav, da byen ligger på en halvø.
De studerende samarbejdede omkring undersøgelsen af tre forskellige steder: et større område af havnen, en infill-konstruktion og en historisk bygning fra det 18. århundrede. Tilbage i Danmark begyndte de studerende programmeringen og udviklingen af specifikke projektforslag.
Hvorfor tage til Puerto Rico?
Lektor Jan Fugl, lektor Lars Nicolai Bock og professor Mogens Morgen har arrangeret samarbejdsprojektet, og de deltog alle i turen til Puerto Rico.
”Gennem tiden har vi været i kontakt med Puerto Rico School of Architecture”, forklarer Jan Fugl. ”Efter vi havde identificeret nogle fælles didaktiske mål og akademiske problemstillinger, udviklede vi et meningsfuldt samarbejde på tværs af vores forskellige historiske, kulturelle og klimatiske kontekster”, fortsætter Jan Fugl.
”Samarbejdet er værdifuldt for begge skoler”, siger Lars Nicolai Bock, ”I Puerto Rico er der mange talentfulde og karismatiske undervisere fra eksempelvis Harvard, Columbia og MIT, som vores studerende og undervisere kan lære af. Men skolen i Puerto Rico har ikke en afdeling dedikeret til Kulturarv, og de var meget interesserede i at se, hvordan vi arbejder med emnet. I Skandinavien bruger vi metoder, der kan bruges uanset, hvor i verden du bor”, siger Lars Nicolai Bock.
Mogens A. Morgen tilføjer: ”Det giver også vores studerende noget særligt, når de oplever, at deres liv og arbejde er så tæt forbundet i en længere periode. De skal kun fokusere på arbejdet og det sociale liv med de studerende fra Puerto Rico”.
Fremtidige samarbejder
De to skoler har besluttet at fortsætte samarbejdet gennem fremtidige udvekslinger og fælles projekter både i Danmark og Puerto Rico.
Planlægningen af kurset og undervisningen i San Juan er blevet udført i tæt samarbejde med Andrés Mignucci, FAIA-arkitekt og professor ved Puerto Rico School of Architecture.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE