FORGRENINGERNES FØRSTEHJÆLPER

15.06.2022

I dagens træindustri er spildet enormt – og der er nærmest kun tre sorter, der duer. Anders Kruse Aagaard forsker i, hvordan nye sorter kan finde vej ind i byggeriet, og hvordan vi kan anvende træets ressourcer bedre.

Skiver og firkanter. Det er i grove træk, hvad vores træ bliver til, når det har været en tur på savværket. Det er nemlig de former, der passer til det industrialiserede byggeri og de lovgivningsmæssige standarder, der hersker.

Men på Arkitektskolen Aarhus går der forskere rundt, som forestiller sig en bedre verden. En, hvor træets oprindelige former finder vej tilbage i byggeriet – men vel at mærke med højteknologiens hjælp.

Thinking Wood

En af disse forskere er lektor Anders Kruse Aagaard. Og han tænker træ de fleste af døgnets vågne timer. Senest har hans og lektor Niels Martin Larsens udstilling, Thinking Wood, således stået til skue på skolen.

Her kunne man se træstykker i svungne former, som har været i d’herrers barkede næver – og i robottens metalliske kløer. For det hele bygger på et samspil mellem mennesker og maskiner.

Computeren kan overskue enorme mængder data og hjælpe mennesket med at identificere de bedst egnede stykker til et givent formål.

”Vi har haft et samarbejde med et savværk, hvor de krumme forgreninger og stammer blev 3D-scannet og lagt i en database, så vi fik en slags digitale tvillinger af hvert stykke træ. Så kodede vi en software som muliggjorde, at man kan tegne en krum form i et projekt, hvorefter computeren tjekker databasen og finder det bedst egnede stykke træ. Det bliver aldrig 100%, som man har tegnet det – men behøver det også være det?”, spørger Anders retorisk.

Tag træets egenskaber seriøst

I moderne husbyggeri er fremgangsmåden en anden. Her ringer man til limtræsfabrikken, som limer nogle helt lige brædder sammen til en krum form. Man er nødt til at indføje stål i dem, for at de ikke skal springe op igen og typisk også samle bjælkerne med stålbeslag I stedet kunne man måske have brugt et stykke hårdt bøgetræ. Det kan opnå samme stivhed som stål, fortæller Anders.

”Hvis vi skal bygge så meget i træ fremover, må man tænke over ressourcerne. Behovet bliver så stort, at vi skal have et mere nuanceret syn på, hvilket træ vi bruger – og tage materialets egenskaber mere seriøst”.

Eksempelvis kasserer vi i dag enorme mængder træ fra regnskoven, fordi det lugter af sved i en periode efter fældningen. Det vil Hr. og Fru Danmark ikke tolerere fra de nye havemøbler.

”Den nye bro bag Bymuseet er faktisk bygget af sådan noget jungletræ. Og nej, det lugter ikke specielt godt det første års tid”, vedgår Anders.

Altid snittet

Anders Kruse Aagaards kærlighed til træ er en gammel sag, men træ ruster som bekendt ikke. Som dreng i Gug ved Aalborg blev der snittet i pinde og lavet sløjd, så savsmuldet føg om ørerne. Tegning og billedkunst var også hyppige sysler.

Men da han var dygtig til de boglige fag, blev håndværket betragtet som et rent hobbyprojekt af de voksne og af ham selv. I 8. klasse kom han i praktik på kommunens arkitektkontor, og det var her, drømmen om faget tog form.

Efter gymnasietiden aftjente han sin værnepligt og tog forefaldende arbejde. Han arbejdede bl.a. på et etikettetrykkeri. En forkærlighed for store maskiner syntes at gå igen, og her 22 år senere bruger han da også en stor del af sin tid med at fræse eller håndtere en af skolens andre store maskiner i de veludstyrede værksteder.

Forstå maskinen og materialet

Mange af maskinerne var han selv med til at udvælge til skolen, da de skulle købes. Derfor gav det også god mening, at han søgte, da der blev slået en ph.d.-stilling op, som tog udgangspunkt i den nye maskinpark. Ph.d.-afhandlingen, Bespoke Fragments, fik en digital vinkel og behandlede tre materialer: Træ, stål og beton.

”Der var en del eksisterende forskning i at bruge digitale værktøjer til at frembringe bestemte former. Jeg vendte det på hovedet og ville forstå maskinen og materialet og så se, hvad det kunne kaste af sig.”

Undersøgelsen blev en iterativ proces, hvor han prøvede noget af, så hvad det bragte, tilpassede og prøvede på ny. Det er også modellen for den forskning, han i dag bedriver.

”Når man tegner i selve materialerne, tegner man ikke så meget færdige billeder. Man tegner en streg, som informerer den næste streg. Så flækkes materialet måske, og det informerer de næste valg. Man bygger tegninger eller geometrier op. Opskrifter, workflows og procedurer. På den måde kæder man arkitektens tegninger sammen med maskinen og materialet”, forklarer Anders.

Det uforudsigelige træ

Den proces er en evig penduleren mellem kaos og kontrol.

”Det handler om at arbejde med forskellige domæner: Det virkelige, det virtuelle, det uforudsigelige og kontrollen. Så lader man materialets egen dagsorden skinne igennem. Man må ikke forcere en kontrol ned over det, for så mister man muligheder.”

Flere sorter

Muligheder mister man også, hvis man kun anvender nogle ganske få træsorter. Klimakrisen er også en biodiversitetskrise, og hvis vi skal til at dyrke gigantiske arealer med en enkelt sort for at understøtte træbyggeriet, risikerer vi en lige så gigantisk biodiversitetskrise, forklarer Anders, som derfor eksperimenterer med bl.a. eg og bøg sammen med lektor Niels Martin Larsen i forskningsprojektet Material Imagination.

”Vi vil godt gentænke arkitekturen: Hvis skoven skal være vores primære ressource, skal den have lov til at sætte sit aftryk på den måde, vi bor på. Så hvilke andre aktører er der i skoven? Der er dyr, luft og jord. Fungerer det for dem med en enkelt sort?”

Den mest gennemgribende konsekvens ved Anders’ forskning vil dog være reduktionen af kasseret træ.

”Vi angriber problemet med højteknologi, idet vi bruger computere og digital fabrikation til at overskue den kompleksitet, som træet har. I dag kan man ikke overskue den, og derfor saver man bare ud til brædder og smider resten væk”.

Ringene og snoningerne

Kunsten er at lade træets former med-definere de stykker træ, vi skal bruge.

”Træet vokser på en bestemt måde, fordi det er strukturelt godt for det at vokse sådan. Det snor sig, det har ringe. Der er ikke noget i det, der peger på, at firkanter ekstruderede på langs skulle være godt. Det har vi fundet på, fordi det er nemt”, siger Anders.

Træindustrien er enormt avanceret, så det er ikke fordi, der mangler teknologi i produktionen. 3D-scanning, GPS-tagging og droneovervågning hjælper med at optimere processerne. Man vurderer træets kvalitet og producerer så skiver og firkanter, mens man i øvrigt optimerer til nogle lovbestemte standarder.

”Men der er ingen diskussion om de standarder og om, hvorvidt vores nuværende maskiner og materialer matcher de måder, vi vil bo på”.

Nye samarbejder

I Danmark bliver det dog lovpligtigt at udføre livscyklus-beregninger (LCA-beregninger) på CO2-aftrykket i alt nybyggeri fra 2023, og dermed tages endnu et skridt i retning af mere træ i byggeriet. Med andre ord kommer verden langsomt til at bevæge sig derhen, hvor Anders Kruse Aagaard allerede befinder sig: Et sted, hvor træ både fylder mere og udnyttes langt bedre, end det er tilfældet i dag. Hvor dets knaster og forgreninger ikke er fjender, der skal elimineres, men vilkår, der skal arbejdes med.

”Det næste skridt bliver et udvidet samarbejde med tegnestuer og med træ- og byggeindustrien. Vi vil ændre synet på, hvordan vi skal bygge, og af hvad.”

Revolutionen skal nok komme – den bobler i værkstedet på Arkitektskolen Aarhus. Og den bliver en god nyhed for både luften, jorden, dyrene, menneskene – og træerne.