MUNKEN I VERSACE-SKOENE: PORTRÆT AF LARS MORELL

15.08.2025

IDEHISTORIKEREN LARS MORELL ER BESKEDENHED OG EKSTRAVAGANCE, KARSK ARBEJDSOMHED OG VILD PERFORMANCE PÅ EN GANG.

Lars Morell går hvileløst frem og tilbage i Didakteket på Arkitektskolen Aarhus. Han er iført jakke, lædersko og sixpence. Han forelæser.

Det vil sige: Han peger ikke på storskærmen bag sig. Han står ikke ved pulten og konsulterer sine papirer. Han taler, og han går. Gangen er let ludende, som om han konstant læner sig ind i den næste sætning, det næste skridt.

Stoffet befinder sig, hvor det skal. I hovedet. Digitale hjælpemidler giver den 68-årige eksterne lektor ikke alverden for, hverken professionelt eller privat. Han ejer hverken telefon, radio eller fjernsyn. Computeren er dog nødvendig på arbejdspladsen for at skrive bøger og kommunikere med kolleger og samarbejdspartnere.

Showman

Mange års foredragsvirksomhed og dyb indsigt i stoffet har givet ham forudsætningerne for at levere sine forelæsninger helt flydende. Der er også et element af showmanship i det, fornemmer man. Forelæsningen om Det Sorte Telt er netop begyndt med et lille show, nemlig en tekstilperformance ved social artist Beatriz Gonzalez og to assistenter, der drager gennem Didakteket med et sort sejl og en teltstang som optakt. Tableau.

Den aldrig stillestående forelæsningsstil mimer Lars Morells arbejdsliv.

Han har aldrig haft fast arbejde, men var ansat som timelærer på Aarhus Universitet i 16 år frem til årtusindskiftet. Siden har han primært ernæret sig som forfatter og foredragsholder, hvilket har fordret et betydeligt mådehold.

Måske er den nuværende stilling som ekstern lektor på Arkitektskolen Aarhus reelt det tætteste, idéhistorikeren og forfatteren har været på fast ansættelse. I hvert fald er han fast inventar: Han møder mellem kl. 3 og 4 om morgenen, syv dage om ugen. Skulle man lægge vejen forbi jule- eller nytårsaften, træffer man ham også.

Han går hjem hver dag kl. 16:30. Han skal være på café Go’ Kaffe på Ingerslevs Boulevard kl. 16:55. Han hjælper med at lukke, og så får han til gengæld det brød, der er til overs.

Narayana og Versace

Den hårde selvdisciplin, arbejdsomheden og den solitære livsstil kan give mindelser om en munketilværelse. Meget passende får Lars Morell trykt sine bøger hos Narayana Press i Gylling, som drives af hinduistiske munke. Billederne til denne artikel er taget netop dér, og til lejligheden har herren iført sig en sammensmeltning af munkekutten og hættetrøjen, som han selv har designet og siden fået syet hos sin faste skrædder. På fødderne har han lædersko af det dyre italienske mærke Versace, kronet med det sølverne Medusa-hoved, som er firmaets logo.

Med andre ord: Et særegent amalgam mellem flid og enkelhed (kutten), råhed og street-kultur (hættetrøjen) og elegance og ekstravagance (skoene). Alle elementer, som man genfinder i Lars Morells karakter og levemåde.

”Munkene og jeg lever på samme måde. Det var jo også på klostrene i middelalderen, man sad og håndskrev og kopierede bøger. Bogen er jo opfundet på klosteret. Den håndskrevne i hvert fald. Jeg har også en særlig status på Narayana Press – for jeg må komme om søndagen. Det er vi nogle ganske få, der må. ”

Lars Morell opfatter skabelsen af en bog som en produktion, der bør foregå med præcision. Det betyder bl.a., at hans bøger altid er på 64 sider.

”Der er en fotograf, der er fonde, der er bestilt trykning, der er en udgivelsesdag. Så kan det ikke nytte noget, du bliver forsinket. Det kører bare. I det produktionsmæssige ligger også, at på de store maskiner er der 32 sider på et ark. Derfor er mine bøger altid på 64 sider. To ark. Jeg har lavet i hvert fald 20 bøger på 64 sider.”

Omvandrende encyklopædi

Bibliografien omfatter i dag over 40 bøger, hvilket også er et vidnesbyrd om Lars Morells store energi og dedikation til arbejdet som forfatter. Hans research varer ofte længe, somme tider 10-20 år.

”Mange sagde: ”Han er jo ikke engang rigtig kunsthistoriker”. Så tænkte jeg: Det gider jeg ikke at høre på. Jeg skriver en bog om 200 års kunst i Aarhus. Så holder de kæft”. Og det gjorde jeg så.”

Lars Morell er en omvandrende encyklopædi. Han har desuden afskibet noget af sin viden, idet han løbende donerer en stor mængde arkivalier til Aarhus Stadsarkiv; Det gælder for eksempel hans skriftlige korrespondancer med fremtrædende kunstnere siden 1968, herunder Per Kirkeby, men også et større arkiv af kassettebånd. Han optager ikke sine interviews på telefonen grundet et princip om altid at bruge forældet teknologi.

Mundret

Lars Morell udkommer såvel mundtligt som skriftligt: Han forelæser, og han skriver bøger. Og han er bevidst om de to udtryks forskellighed.

”Jeg havde en dygtig redaktør, Ingeborg Brügger, som sagde: ’Det er en fin tekst, Lars, men skriv den lige igennem én gang til. Den kan blive meget bedre’ Det var der aldrig nogen, der havde sagt til mig før. Jeg kan godt lide det mundtlige, men der er alligevel forskel på talesprog og skriftsprog. Jeg kan godt lide den mundrette form, men det skal transformeres.”

Lars Morells bøger har også en simpel, djærv fysisk form, der samvirker fint med det mundrette sprog og det næsten asketiske levned. De trykkes på grå karton, uden bagsidetekst og uden større grafiske armbevægelser.

”Mine bøger skal helst ligne sådan nogle bøger, som man kunne finde til en femmer på et loppemarked i min barndoms Aalborg”, siger han.

Derfor sagde han også til sin samarbejdspartner på et bogprojekt, fotograf Poul Ib Henriksen, som var reklamefotograf, at han hellere måtte lægge sin normale tilgang til side.

”Som reklamefotograf skal du få tingene til at se spændende ud. Når du arbejder for mig, er det det modsatte. Vi skræller af, skærer ned og renser ned.”

Utidssvarende

Stilen genkender man i Lars Morells omgangsform. Den er direkte og uden omsvøb. Føleri overlader han til andre. Man får fornemmelsen af et menneske, der ved, hvad han vil, og som også gerne befinder sig i opposition til samtiden.

”Da jeg lavede bogen Kunstneren som polyhistor i 2004, tog jeg et spring. Da jeg var ung i 80’erne, var jeg meget optaget af at være med på tidsånden. Der kommer hele tiden sådan nogle bølger. Dem vil man gerne som ungt menneske være en del af. Men med den bog stod jeg af det der. Jeg var 50. Så står man et andet sted og vil til at lave sine egne ting. Der findes fire essays af Nietzsche under titlen Utidssvarende betragtninger. Og alt, hvad jeg har lavet siden, er egentlig en slags utidssvarende betragtninger.”

Han vedkender sig en vis kantethed i sin karakter og har eksempelvis et anstrengt forhold til begrebet samtidskunst.

”Mange af de unge kunsthistorikere er så optaget af, hvad de kalder samtidskunst. Jeg er så træt af det udtryk. Kunst, også arkitektur, skulle gerne række ud over samtiden. Bagud, måske også fremad.”

Fra Aalborg til Aarhus

Til gengæld skuer han ikke bagud, når det gælder hans egen historie. Der er ingen sentimentalitet angående barndommens land – 60’ernes og de tidlige 70’eres Aalborg. Han er født i 1956 og boede med sin far og mor i en lejlighed i Strynøgade de første fem år. Så flyttede familien i et nybygget parcelhus på den grund, hvor deres kolonihavehus havde ligget. Faderen var slagteriarbejder, senere funktionær i sundhedskontrollen, mens moderen var sekretær på et skolebibliotek.

Lars Morell tog sin studentereksamen fra Aalborg Katedralskole i 1975. Men han fremhæver især året 1972, hvor Nordjyllands Kunstmuseum slog dørene op for første gang. Det var betydningsfuldt for den 16-årige dreng, og få år senere så han en plakat, som averterede for et arrangement hos kunstneren Jørgen Nash i Lund. Lars Morell tog derover og blev siden en slags sekretær for Jørgen Nash. I den egenskab mødte han flere af tidens store kunstnere og kom jævnligt på Ekstra Bladet, idet Jørgen Nash var meget optaget af medierne. I 1979 rev Lars Morell teltpælene op og begyndte på studierne i idéhistorie i Aarhus.

Aarhus som horisont

Byen har han et had-/kærlighedsforhold til. Efter eget udsagn var han lidt på kant med den, især i begyndelsen. Men han besindede sig på, at den nu udgjorde hans horisont. Og så tog videbegærligheden efterhånden over.

”Når jeg går på gaden og ser ting forsvinde, og noget andet dukke op, så tænker jeg: ”Hvem boede her? Hvilken maler boede her, og hvilken billedhugger boede der?”

Fra en løbende dialog med fotograf Poul Pedersen om kunst og kulturhistorie fik han fx kendskab til beliggenheden af de gamle fotostudier i Aarhus og kan udpege dem på byens øvre etager, hvor de oftest lå af hensyn til lysforholdene.

Fastboende teltkender

Selv bor han på Frederiksbjerg i en lejlighed, som har udgjort et fast holdepunkt i tilværelsen siden 1979. Men paradoksalt nok forelæser han på Arkitektskolen Aarhus om det stik modsatte, nemlig nomadetilværelsens urgamle bolig par excellence: Teltet. Han har forpligtet sig til at levere 14 forelæsninger om teltets arkitekturhistorie. Interessen for teltet opstod gennem venskabet med kunstneren Per Kirkeby.

”Per havde noget med telte. Og han havde rejst både i Nordafrika med det sorte telt og i det sydlige Rusland med yurten. Og selvfølgelig på Grønland med ekspeditionsteltet. Jeg har sådan et papæskesystem. Så hver gang jeg fandt noget med teltet, røg det op i den papæske. Og så gik der 20 år. Og så var den papæske fyldt. Og så gik jeg i gang med de telte.”

Telttyper

Beder man Lars Morell opliste de forskellige telttyper, der findes, får man følgende liste: Skærmteltet, kuppelteltet, spidsteltet, kegleformet telt (tipi), det sorte telt (beduinteltet), rammeteltet, parasolteltet, pavillonteltet, tunnelteltet og cirkusteltet (variant af masteteltet). Til bestigning af Mount Everest anbefaler han det geodætiske telt, som er en variation af kuppelteltet.

”Skærmteltet er den mest primitive boligform. Dens formål er at beskytte mod vinden. Det er ligesom ved busstoppestedet. Du står og fryser og venter på rutebilen. Og sådan har mennesket befundet sig i 30.000 år. Du sidder på isen og venter på en sæl, og det vigtigste er at beskytte dig mod blæsten.”

Det er tekstilet, der forbinder Lars Morells bøger, forelæsninger og den klædedragt, han bærer til skue på Narayana Press. For teltet har en dug, og tøjet er af uld, og endelig skriver han for tiden på den tredje af fire bøger om væveren Inge Bjørn. Det er sådan, trådene i hans liv væves sammen.

Finale

Forelæsningen om det sorte telt er ved at være til ende. Lars Morell har nøje instrueret den lille teatertrup, der venter i kulissen. De skal ikke afvente forelæsningens afslutning, men i stedet afbryde ham og erobre rummet fra ham, når det lakker mod enden. Koreografien har betydning.

Nu skal de fine klæder tilbage i skabet, og hverdagsuniformen – t-shirt og praktiske bukser – tilbage på kroppen, indtil næste forelæsning truer i horisonten. Munken har forladt manegen.

Fakta

Blandt Lars Morells betydeligste bøger er 200 års kunst i Århus (2016), skrevet til byens år som europæisk kulturhovedstad i 2017, samt Kunstneren som polyhistor, den intellektuelle overbygning i Per Kirkebys værk (2004).
Han er tidligere portrætteret i dokumentarfilmen De originale af Stig Guldberg (2016), af Aarhus Stiftstidende (2016) og på livsstil.tv2.dk i 2018.
Næste forelæsning er tirsdag den 30. september kl. 15 2025 i Auditoriet på Arkitektskolen Aarhus. Emnet er Telte og tekstile former hos Le Corbusier.