Redningsvejen løber parallelt med Vestkysten bag klitterne, få hundrede meter inde i landet, fra Agger Tange i syd til Bulbjerg i nord. Undervejs passerer Redningsvejen mindre og større fungerende fiskersamfund og landingspladser samt Lodbjerg Fyr.
I dag indgår Redningsvejen i Nationalpark Thy og tilgås via fiskersamfundene samt de veje ud til vestkysten, der krydser den.
Fortælling
Redningsvejen ligger isoleret midt i Nationalpark Thy, hvor den sammenbinder kystbebyggelserne langs Vestkysten som en rød tråd. Forløbet gennem det afsondrede og utilnærmelige landskab udgør således en stærk kulturhistorisk fortælling om livet ved kysten.
Oprindeligt blev redningsvejen etableret til brug for redningstjenesten i tilfælde af skibsforlis og strandinger. Redningsvejens rolle er i dag forandret fra at være et vitalt organ i kystlivet til at danne ramme om vandreture og naturturisme.
Bærende bevaringsværdier
De bærende bevaringsværdier knytter sig til de synlige og aflæselige kulturhistoriske spor af den tidligere funktion som redningsvej, hvilket omfatter fiskersamfundene og landingspladserne på strækningen samt Lodbjerg Fyr. Redningsvejens forløb opleves særligt stærkt i det lille fiskersamfund Lyngby, hvor Redningsvejen flankeres af en redningsstation med bådehus.
Status
I kommuneplanen fremhæves strækningen Lodbjerg-Lyngby-Stenbjerg, men en udvidelse af kulturmiljøet til at inkludere de større kystbyer, som f.eks. Klitmøller, kan overvejes. Ved etablering af eventuelle overnatningsmuligheder ifm. vandreruter og anden oplevelsesturisme, bør der værnes om de synlige kulturhistoriske spor, da det vil styrke fortællingen om præmisserne for bosætning i den barske natur.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE