Når forskningen får form: Artefaktbaserede ph.d.-projekter på Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding

Hvad vil det sige at arbejde artefaktbaseret i sin forskning? Få svaret her.

21.01.2026

På Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding kan ph.d.-afhandlinger antage flere former. Ud over de klassiske tekstbaserede afhandlinger arbejder nogle forskere med artefaktbaserede formater, hvor fysiske eller rumlige værker, prototyper, modeller, film, installationer eller andre materialiserede udtryk indgår som en central del af forskningsbidraget.

Artefaktbaserede ph.d.-projekter er kendetegnet ved, at viden ikke alene produceres og formidles gennem skrift, men også gennem det, der bliver skabt. Ifølge leder af ph.d.-skolen på Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding, Claus Peder Pedersen, handler det om at anerkende, at viden indenfor arkitektur og design ofte udvikles i et samspil mellem refleksion og handling.

“I arkitekturen og design er det at producere noget ikke bare et resultat – det er en måde at tænke på. Artefakterne er ikke illustrationer af forskningen, de er en del af selve forskningen.”

Han peger på, at artefaktbaserede projekter gør det muligt at undersøge spørgsmål, som kan være vanskelige at indfange udelukkende sprogligt.

“Der findes erkendelser, som først bliver tydelige, når man arbejder konkret og materielt. Det kan være gennem rum, form, bevægelse eller materialitet. Det er ikke et alternativ til det skriftlige arbejde, men et supplement, der kan åbne andre vidensformer.”

Foto: Karianne Halse

Ph.d.-projekterne på Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding skal fortsat leve op til de samme akademiske krav som andre ph.d.-projekter, uanset form. Det gælder både krav til metodisk stringens, dokumentation og teoretisk forankring. Forskellen ligger i, hvordan forskningen udfoldes og formidles.

“En artefaktbaseret ph.d. er ikke mindre akademisk. Den stiller bare nogle andre krav til, hvordan man redegør for sin proces og sine resultater. Man skal kunne forklare, hvordan artefakterne producerer viden, og hvordan de indgår i en forskningsmæssig sammenhæng,” siger Claus Peder Pedersen.

Selve artefaktet er ikke det væsentlige

En af dem, der har erfaring med denne form for forskning, er Karianne Halse, der i 2023 forsvarede sin afhandling med titlen ”Form(s) of Instability – Demonstrations in the Architectural Potential of Weakness” med et artefaktbaseret afsæt. For hende var arbejdet med konkrete værker en måde at tænke på, som var tæt knyttet til hendes faglige baggrund.

”Artefakterne bestod af forskellige formater og havde forskellige roller i projektet: nogle blev konstrueret, andre indsamlet, og endnu andre opstod gennem manipulation af eksisterende objekter. Strategien og set-uppet blev udviklet specifikt til hver enkelt undersøgelse, afhængigt af hvilke materialemæssige dimensioner der var på spil. Fælles for arbejdet med alle artefakter var, at det væsentlige ikke var selve det fysiske objekt, men de forbindelser og processer, som artefakterne skabte,” forklarer Karianne Halse.

Foto: Karianne Halse

Hun beskriver, hvordan arbejdet med fysiske og rumlige eksperimenter gjorde det muligt at undersøge komplekse problemstillinger på en sanselig og erfaringsbaseret måde.

“At arbejde artefaktbaseret giver andre typer af indsigter, idet man har det, man undersøger, i
hænderne. Det er samtidig en tilgang, der har en stærk kobling til det praksisnære arbejde på
tegnestuen, hvor man tegner og udvikler projekter. For mig har det betydet en mere flydende
overgang mellem forskning og arkitekturpraksis.”

Samtidig understreger hun, at det artefaktbaserede arbejde ikke står alene.

”Artefakterne fungerede som redskaber til at operationalisere teori, mens skriveprocessen gjorde det muligt at udtrække viden, perspektivere arbejdet og formulere ny teori. På den måde skabte de kunstneriske praksisser og teorien en vekselvirkning, hvor de fungerede som relæer, og hvor skriveprocessen var et essentielt værktøj til at undersøge forbindelserne mellem de forskellige elementer.”

Ifølge Claus Peder Pedersen er netop koblingen mellem artefakt og refleksion central.

“Det er ikke nok at lave noget. Man skal også kunne analysere det, sætte det ind i en faglig kontekst og vise, hvordan det bidrager til eksisterende viden.”

De artefaktbaserede ph.d.-projekter placerer sig ofte i krydsfeltet mellem kunstnerisk udviklingsarbejde, praksisbaseret forskning og akademisk teori. Det stiller krav til både den ph.d.-studerende og vejlederne, men åbner også for nye måder at forstå, hvad forskning i arkitektur og design kan være.

“Det udvider forestillingen om, hvordan viden kan produceres og deles, og det passer godt til et fag, hvor tænkning og formgivning historisk set altid har været tæt forbundet,” siger Claus Peder Pedersen.

Foto: Karianne Halse

Artefaktbaserede ph.d.-projekter er én blandt flere mulige veje gennem ph.d.-uddannelsen på Arkitektskolen Aarhus og Designskolen Kolding. De repræsenterer en forskningsform, hvor skabende praksis og videnskabelig refleksion mødes, og hvor de særlige vidensformer fra arkitektur og design får plads som en del af det akademiske arbejde.

Mød to Ph.d.-studernede, der arbejder artefaktbaseret

De to videoer herunder giver konkrete eksempler på, hvordan nuværende ph.d.-studerende arbejder artefaktbaseret i praksis. De viser, hvordan forskningen kan tage form gennem modeller, installationer, materialeforsøg og rumlige eksperimenter, og hvordan disse indgår i en samlet akademisk ramme.
I den ene video kan du møde Line Rebecca Rumhult, der arbejder på et Ph.d.-projekt ved Designskolen Kolding:

I den anden video kan du høre om, hvordan Emma Rishøj Holm bruger artefakter i sit Ph.d.-projekt ved Arkitektskolen Aarhus: