07.05.2024
Der er mangel på byplanlæggere i Danmark. Julie Augusta Junge er én af de nyeste i rollen. Efter et år med store kontraster i Grønland arbejder hun nu med strategisk planlægning i Aarhus Kommune.
En halv million kvadratkilometer. Så stor er Sermersooq Kommune, hvor nyuddannede Julie Augusta Junge i 2022 fik job i planafdelingen. Og samtidig en kommune med stor bredde på alle måder – fra Grønlands hovedstad, Nuuk, til små bygder på østkysten. Det var derfor også en chance for at lære en hel masse på meget kort tid.
”Jeg er simpelthen så taknemmelig for det, for jeg fik lov til at arbejde med en hel masse forskellige ting deroppe. Jeg var med til at lave helhedsplanen for en by, der hedder Paamiut, hvor der er udfordringer med fraflytning, bl.a. fordi arbejdspladserne i fiskeriet forsvinder samt urbanisering til Nuuk. Så vi arbejdede bl.a. transformation og forskønnelse af byens rum og styrkelse af byens identitet”, siger Julie.
Hendes første opgave i jobbet var meget konkret: Find ud af, hvordan skolevejene kan gøres sikrere. Så Julie tog ud og interviewede skolernes ledelse og inspicerede de lokale forhold, før hun udarbejdede et katalog med anbefalinger.
Hjem til Blixen
Egentlig var byplanlægning ikke på hendes radar, da hun begyndte på arkitektskolen. Men hun fik efterhånden øjnene op for området og kom til at studere hos tre undervisere, der er specialister i landskabsarkitektur og planlægning. Dér indså hun, at planlægningen er et sted, hvor man får indflydelse på den store skala.
Efter et års eventyr i Grønland fik Julie Augusta Junge job som byplanlægger i Aarhus Kommune, hvor hun sidder i den store, labyrintiske Blixen-bygning i Gellerup.
”Jeg arbejder mest med større strategiske opgaver. Lige nu er vi ved at lave en revision af kommuneplanen, hvor jeg både er med til at planlægge for synergier i det åbne land ved at koble interesser i øget biodiversitet, grundvandsbeskyttelse, attraktive lokalområder, forsyning med energi og fødevarer mm. samt planlægger for at styrke sammenhængen mellem byvækst og mobilitet”.
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE