Udførlige Operationelle Strategier for (in)direktion: Science Fictioning af Arkitektonisk pædagogik

Projektet er et såkaldt research-through-design projekt, og beskriver en pædagogisk praksis, der forholder sig til digital fabrikation, materialeprocesseer og tektonik.

Ph.d.-projekt af Joel Letkemann

Projektet “Elaborate Strategies of (In)Direction: Science Fictioning Architectural Pedagogy” (DK: “Udførlige Operationelle Strategier for (in)direktion: Science Fictioning af Arkitektonisk pædagogik” ) er et praksisbaseret projekt der udvikler et analytisk perspektiv og en metodisk ramme for arkitekturpædagogik.

Det fokuserer på hvordan arkitekturpædagogikken er et spekulativt og fortællende medie, hvordan den konstruerer fortællinger og hvordan fortællinger bygger på eksisterende fortællinger: Fremtidsfiktioner for specifikke steder men også for den kommende arkitekt og disciplin.

Projektet bygger på et tværdisciplinært perspektiv der udgøres af science fiction (SF), utopiske videnskaber og spekulative feministiske praksisser og -epistemologier. Det etablerer indledningsvis en analytisk ramme for at undersøge hvordan det, vi allerede gør som arkitekturundervisere kan forstås som science fiktivt. Ved at inddrage diskussioner fra SF-forskningen kan vi overveje, hvordan arkitektonisk praksis er i overensstemmelse med andre fremtidsdiskurser indenfor kulturel produktion.

Udover et analytisk perspektiv har science fictioning også en styrke i den verbale kraft som ligger i den relationelle ’-ing’-endelse.

Det vil sige, at det perspektiv, der foreslås i den første spekulative tilpasning mellem SF og arkitektonisk pædagogik, udfoldes og udvikles i en eksperimentel arkitekturpædagogisk praksis. Eksperimenterne udvikler science fiktive-fortællingsstrategier med henblik på at evaluere, hvordan de kan udfordre arkitektfagets nuværende pædagogiske praksis. Det gælder især strategiernes modstandsdygtighed overfor at lukke arkitekturpædagogiske definerende begreber og deres evne til at udvikle de studerendes egen handlekraft som fortællere af mulige fremtider.

For at forstå arkitekturpædagogikkens fremtidsaspekt i et konjuktivt modus – som mulighed, håb og endda begær – repræsenterer science fictioning et format for bestandig afvisning, modstand og vildskab, som nægter at acceptere de vilkår, der nu definerer den arkitektoniske disciplin som totaliserende og uforanderlige. Et format, som søger at forblive åbent for nye fremtidsvisioner og for en pædagogisk praksis, der til stadighed stadfæster arkitekturens sociale og miljømæssige forpligtelser.

Science fictioning erstatter ikke en fremtid med en anden, men ansporer i stedet alle nuværende og fremtidige arkitekter til at blive aktive og samvittighedsfulde fortællere, med en bevidsthed om, at disse ”fortællinger skaber verdener”, som Donna Haraway mindeværdigt har skrevet.