Vinderne af Drawing of the Year 2019
Førstepræmien går til Wenhao Yang og Wenqi Wu fra Tsinghua University i Kina.
28.11.2019
Førstepræmien går til Wenhao Yang og Wenqi Wu fra Tsinghua University i Kina.
28.11.2019
Arkitektskolen Aarhus har offentliggjort vinderne af den internationale tegnekonkurrence Drawing of the Year 2019. Temaet for dette års konkurrence var Post Human Metamorphosis. Studerende fra 45 lande deltog i konkurrencen, og vinderne blev fundet blandt i alt 124 bidrag.
Vinderne samt dommerkomiteens særligt udvalgte tegninger, de såkaldte ’Special Mentions’, blev offentliggjort torsdag den 28. november på Dokk1 i Aarhus. Tegningerne er udstillet på Dokk1 indtil den 19. december.
Førstepræmien på 5000 Euro gik til Wenhao Yang og Wenqi Wu (Kina) fra Tsinghua University (Kina).
Om tegningen skriver dommerkomiteen blandt andet:
“Vinderne af førstepræmien har skabt en bemærkelsesværdig tegning, som får os til at reflektere over menneskelige værdier, kultur og identitet. Gennem velkendte referencer som trofæer, teddybjørne, skulpturer og erindringer fra vores hverdagsliv stiller tegningen spørgsmål ved, hvorvidt sådanne kulturgenstande også vil eksistere i den posthumane æra eller om de vil være forbudte – skjult – i et analogt erindringstårn kaldet Ruins Ring. … Samtidig trækker tegningen på melankolsk vis tråde til Venedig, storhedens og forfaldets by, et sted mennesker opsøger på grund af byens glorværdige fortid. Hvad er vi uden vores erindringer og historie, og er det noget vi ønsker at opgive?”
Andenpræmien på 2000 Euro går til Haris Hasanbegovic (Danmark), Arkitektskolen Aarhus (Danmark).
Tegningen er skabt af en tidligere bosniske flygtning og er en opfordring til alle arkitekter om at engagere sig og handle. Den er samtidig en kommentar til den danske flygtningedebat; det danske folketing omdannes til en midlertidig bolig for flygtninge.
“Tegningen gør brug af underfundige klassiske tegnemetoder, snit og perspektiver til at præsentere et provokerende budskab og en opfordring til inklusion, velgørenhed og fordomsfrihed. Politikernes daglige opgaver fortsætter ved siden af folketingets ny beboere,” lyder det blandt andet fra dommerkomiteen.
Youngi Kim (New Zealand), The University of Auckland (New Zealand) modtager tredjepræmien på 1000 Euro for en tegning, der fejrer naturen og anerkender den viden New Zealands oprindelige befolkning, Maorierne, besidder.
I dommernes motivering hedder det:
“Tegningens budskab er, at vi skal anvende og dele denne viden med det formål at øge bevidstheden omkring arkitektur og naturens betydning, når vi bygger og tegner for den brede befolkning. Tegningen fanger vores opmærksomhed i kraft af sin rene komposition, beherskelsen af lys og skygge, og den både poetiske og autentiske måde den italesætter temaet på – set ud fra et Maori-synspunkt.”
Det var syvende gang konkurrencen blev afholdt. Formålet er, at udforske ny tendenser inden for arkitektur gennem digitale tegninger, samt at udfordre brugen af ny teknikker og mixed media. Juryen er imponeret over de indsendte tegningers kompleksitet og høje niveau – tegninger der netop gør brug af mange forskellige teknikker og metoder.
”Man imponeres ikke bare over hvor dygtige bidragyderne er rent grafisk, men også hvor insisterende og holdningsprægede de er, når det kommer til at udtrykke deres bekymring for verdens fremtid. Det er glædeligt, hvor engagerede de er i forhold til at bidrage til forståelsen af vores fysiske og mentale verden på både kort og længere sigt,” siger rektor Torben Nielsen.
Lignende lyder det fra juryens internationale medlem, professor Eva Prats:
”Flere af deltagernes tanker har gjort et stort indtryk på mig. Alle tegningerne udtrykker en bekymring, men tidens udfordringer præsenteres alligevel på en meget konstruktiv måde, hvor arkitekturens positive betydning er fremherskende.”
Også hos dommerkomiteens tredje medlem, arkitekt Thomas Bossel, har tegningerne sat tanker i gang:
”De fremkalder stærke følelser; gør én bedrøvet, forundret, men nogle får også én til at smile. Det der nok har gjort størst indtryk på mig er bekymringerne for morgendagens verden, som mange af tegningerne afspejler. Jeg håber fremtiden vil vise sig mindre dyster.”
Drawing of the Year 2019 støttes af schmidt / hammer / lassen architects og VOLA.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE