Hånden og hovedets arbejde

30.05.2024

Anders Gammelgaard Nielsen har gennem 28 år som underviser set de store dønninger i, hvad der interesserer og inspirerer fremtidens arkitekter. Denne erfaring har givet ham en skarp evne til at skelne væsentligt fra uvæsentligt.

For nogle år siden kunne man ved et besøg i Aarhus Domkirke støde på en mand, der flere gange om ugen sad tavs på samme stol og stirrede op i loftet. Denne mand var Anders Gammelgaard Nielsen, lektor ved Arkitektskolen Aarhus. Et helt år igennem besøgte han kirken på vej hjem fra den gamle skole på Nørreport.

”Hvis man ikke kan sanse, kan man simpelthen ikke blive arkitekt. At kunne gå ind i et rum, sætte sig, langsomt opleve det og begynde sin analyse: Hvorfor oplever jeg rummet, som jeg gør? Når man sidder der længe, begynder man at lægge mærke til detaljer. Man bemærker, at murværket er irregulært, man mærker, hvordan lyset trænger ind, og hvordan ens blik hele tiden rettes op. Og det tager tid,” forklarer han og tilføjer:

”Denne måde at sanse på blev jeg aldrig præsenteret for under min egen uddannelse, og jeg tror, at min tilgang er en reaktion på det. Jeg kan huske, hvordan vi rejste rundt i Europa, og jeg kan huske, at vi så sindssygt meget, og jeg kan huske, at jeg ingenting kan huske. Vi så det hele igennem en kameralinse, og så skulle vi videre. Mængden af indtryk gjorde dem hver især ligegyldige.”

De studierejser, som Anders Gammelgaard Nielsen selv arrangerer i dag, er derfor også markant anderledes end dem, han selv deltog i, da han startede som studerende på Arkitektskolen Aarhus i 1990.

”Jeg arrangerer studieture til Le Corbusiers Sainte Marie de La Tourette-kloster i Frankrig. Det er ture, hvor vi kun ser ét værk, og vi opholder os i rummene i lang tid uden at sige noget. Det lyder næsten helt new age-agtigt, og det er faktisk også ret meditativt. Vi beder de studerende om at sidde stille i rummene i minimum en halv time. Al den snak skaber afstand til oplevelsen. De studerende er på klosteret og følger munkenes rytme. Det synes, det er helt vildt fedt. Det sætter sig i kroppen på dem, og de glemmer det aldrig. Når de har været der en uge og oplevet de rum, så sidder huset i dem,” siger Anders Gammelgaard Nielsen.

Den langsommelige og grundige måde at arbejde på er helt bevidst for Anders Gammelgaard Nielsen. I en hurtig verden, hvor nærmest alt er muligt, er det nødvendigt at skabe ro.

”Min datter på 28 siger hele tiden, at ungdommen har alle muligheder, men i det ligger der også en forbandelse. Når alle døre er åbne, risikerer man at blive angst for at gå glip af noget. Det betyder, at nutidens unge har så afsindigt svært ved at træffe valg, og det er vores opgave som undervisere at hjælpe med at lukke nogle af dørene for dem,” siger han.

Jeg har altid lavet ting

Selvom det kan lyde fjernt at tale om nutidens unge, har Anders Gammelgaard Nielsen selv oplevet den samme fortvivlelse over mange valg. Inden han begyndte på arkitektstudiet, prøvede han kræfter med både medicin, matematik, fysik og skovbrug.

”Jeg er vokset op på landet. Min far var landmand, men han ville egentlig gerne have været dyrlæge, og hans generation havde aldrig chancen. Vi var to, der gik fra folkeskolen videre til gymnasiet. Jeg var den første, der fik den mulighed. Mine forældre var tilfredse med, at jeg gik videre, men samtidig kunne de ikke rigtig guide mig, fordi de ikke var akademikere. Det var både en fordel og en ulempe. Jeg er aldrig blevet pacet, men samtidig har jeg også famlet. Og det er forklaringen på, at jeg prøvede så mange uddannelser, inden jeg fandt mig til rette. Jeg kom ud med et godt gennemsnit, og det tænkte jeg, at jeg skulle udnytte. Så læste jeg medicin. Det var en rationel tanke, og der var noget prestige i at blive læge. Det kunne jeg forstå, og det kunne mine forældre også. Det var først sent, at jeg turde spørge mig selv, hvad jeg egentlig havde lyst til. Og så blev det det kreative,” siger Anders Gammelgaard Nielsen og fortsætter:

”Jeg var ikke helt så ung som de andre, da jeg startede. Efter et par måneder vidste jeg, at det her var det rette. Og så kørte det bare. Jeg fandt ind til kernen af, hvad jeg egentlig er god til. Jeg er dygtig til at formgive, og jeg har en fornemmelse for, når noget kan berøre andre. Den fornemmelse af materialer og form – det kunne jeg fra start, det var ikke noget, der skulle læres. Jeg har altid gået og lavet ting og arbejdet med mine hænder ude på gården. Jeg kendte de steder ude i marken, hvor man kunne samle ler, og jeg har lavet meget keramik som barn. Jeg har altid lavet ting. Sideløbende med mit studie var jeg nede på det gamle ‘Huset’. Det var et sted, hvor 68-generationen havde overtaget et hus og lavet forskellige værksteder. Det var et magisk hus at komme til. Det var så generøst. Man kunne bruge af materialerne, og der var folk, der vidste, hvordan man skulle bearbejde materialerne. Jeg var igennem alle værkstederne. Jeg har lavet foto, metal, træ, keramik, batik og meget mere. Det har givet mig en fuldstændig fortrolighed med næsten alle materialer, og jeg ved, hvordan de skal bearbejdes. Jeg ved, hvordan de fornemmes, hvad de kan og ikke kan.”

Håndværk og akademisering

Sammen med sansningen er materialeforståelse og håndens arbejde vigtige hjørnesten i Anders Gammelgaard Nielsens arkitekturopfattelse. Det er værktøjer, som er nødvendige for at være arkitekt, og færdigheder, som er afgørende at holde fast ved, selvom tiderne ændrer sig.

”Jeg har været i faget så længe, at jeg har set de store dønninger. Da jeg startede på skolen, var der en modreaktion til 68-generationen i gang. Hos dem var alt politisk, så de blev en generation af arkitekter, der aldrig lærte at tegne. Reaktionen var, at da jeg gik på skolen, var alt meget fagligt og kunstnerisk orienteret. Det var virkelig et elfenbenstårn, og vi ville ikke forholde os til samfundet omkring os – næh, det var arkitekturen, der var det vigtige. Det er jeg vokset op i, og nu kan jeg se, at der er et sving tilbage, hvor jeg oplever, at arkitekturen ikke er så central. Det pendulerer mellem arkitektur for arkitekturens skyld og at alting bliver meget politisk og samfundsorienteret,” siger han og fortsætter:

”Jeg synes, at de studerende bliver tudet ørerne fulde af en hel masse politisk gejl. Så må man pludselig ikke længere bruge beton. Hvad er det for noget fis? Du kan ikke bygge parkeringshuse af strå, og problemet er lige nu, at du ikke kan sige noget imod det, for så er du stemplet. Der har været en tendens til, at vi ikke har uddannet arkitekter, der kan arbejde med bæredygtighed, men at vi har uddannet bæredygtighedsarkitekter. Måske skulle vi koncentrere os om at uddanne dygtige arkitekter, der efterfølgende kunne gå ud og medvirke til at løse problemer i samfundet med deres faglighed. I stedet bliver de studerende stillet overfor samfundsmæssige problemstillinger af en sådan kompleksitet at de ikke har en ”kinamands” chance for at nå i mål med dem, og det efterfølgende kun bliver til snak. De mangler værktøjerne og metoderne til at gå ud og bidrage. Jeg synes, at akademiseringen af uddannelsen er yderst problematisk. Vi kommer længere væk fra kernen, som er at kunne formgive nogle gode miljøer for mennesker. Det bliver mere og mere et elfenbenstårn. Jeg synes, det er en forkert retning at gå. Det er et håndværk at være praktiserende arkitekt. Når det hele bliver så akademisk, at det slipper arkitekturen, så går vi galt i byen. Det bliver ligegyldigt, når det bliver akademisk for det akademiskes skyld.”

Anders Gammelgaard Nielsen glæder sig dog over, at man på Arkitektskolen Aarhus har et nyt curriculum på vej, hvor de basale redskaber, som lektoren har savnet, bliver endnu tydeligere i uddannelsen.

Hvor skal de ende?

Med brillerne permanent placeret i panden bevæger Anders Gammelgaard Nielsen sig hjemmevant rundt i værkstederne på arkitektskolen. Når man ser ham i dag, er det svært at forestille sig, at han nogensinde skulle være endt et andet sted end netop her. Men hans vej hertil har været alt andet end lige, og den famlende tur har klædt ham på til at hjælpe andre på rette vej.

”Jeg har været virkelig glad for at vokse op på en gård, fordi man dér ser, hvordan alt betyder noget. Det betød noget, hvis høsten gik galt. Det var meget klart for mig, hvad min far lavede, og det har påvirket mig til altid at tænke, at tingene skal fungere. Man må ikke tabe nogle af æblerne. Det påvirker mig også, når jeg taler med studerende. Da jeg selv var studerende, blev vi kun undervist i det faglige. I dag kan jeg se, hvor vigtigt det er at komme ind til de studerende og finde ud af, hvem de er. At tale med dem om, hvad de skal, og hvordan de bedst udnytter deres evner. Jeg ville ønske, at det også var sådan, da jeg selv studerede,” siger Anders Gammelgaard Nielsen og fortsætter:

”Vi har nogle fine samtaler om, at det er ligegyldigt, om de ender som selvstændige eller planlæggere i en kommune – bare de udnytter deres egne ressourcer. Jeg flakkede rundt i min egen studietid og kunne godt have tænkt mig, at nogen på medicin havde spurgt mig, om det virkelig var noget for mig. De unge suger det til sig. De pædagogiske samtaler, vi har efter hvert semester, er utroligt populære. De vil gerne have den samtale, selvom vi går hårdt til dem og giver dem det råt for usødet. Jeg tror, de fleste ved det selv, men de har brug for opbakning.”

Efter Anders Gammelgaard Nielsen blev færdig på Arkitektskolen Aarhus, trak ‘Huset’ så meget i ham, at han aldrig rigtig forfulgte forskellige jobmuligheder der kunne være på byens tegnestuer.

”Det var en tilfældighed, at nogen foreslog, at jeg skulle undervise. Jeg havde aldrig forestillet mig selv som underviser. Det virkede for støvet og for langt væk fra det praktiske. Jeg havde lavet en del skulpturer og var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle vælge kunsten eller arkitekturen. Men jeg var så bondefornuftig at tænke, at kunsten kan du ikke leve af. Så jeg gik den anden vej. I dag ville jeg ikke gøre det om, men jeg ville ønske, jeg dengang havde haft modet til at give kunsten en chance,” siger han og uddyber:

”Ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg var glad for at undervise. Jeg gik nærmest fra at være studerende til at stå på den anden side af lokalet. Efter et halvt år kunne jeg mærke, at jeg kunne noget. Det der gør, at jeg stadig brænder for det, er, at jeg fortsat oplever, at jeg kan engagere de studerende. Jeg kan stadig blive vildt ophidset til vores kritikker, fordi det betyder noget. Og det kan de studerende mærke. Jeg kan selv huske de undervisere, hvor man kunne mærke deres begejstring. Nu er jeg heldigvis så gammel, at jeg næsten er bedstefar i forhold til vores studerende. Jeg kan give dem nogle gode råd, og det er fedt at se dem blomstre, når de finder ud af, hvad de skal.”

MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE