Gentolkningsbegrebet har således en kulturel bevarings-dimension, men nok så væsentligt også en kritisk, fremadskuende dimension. Det er projektets tese, at mødet mellem eksisterende arkitektoniske motiver og aktuelle projektsituationer rummer såvel æstetiske som sociale potentialer.
Arkitektur på arkitektur undersøger de overvejelser, som såvel udøvende arkitekter som kunstnere fra andre fag har formuleret om deres brug og gentolkning af historiske værker, samt de kunstneriske resultater af denne praksis.
Sideløbende bliver sådanne refleksioner og tilgange præsenteret og testet i arkitekturundervisningen, hvor studerende får lejlighed til at opleve dialogen mellem historien og det at skabe nyt gennem egne fortolkninger af allerede eksisterende materiale.
Udgangspunktet for projektet “Arkitektur på arkitektur – gentolkning” er et ønske om at kvalificere egen undervisning på arkitektskolen.
Det er ambitionen at give de studerende erfaring med og forståelse for den arkitektoniske viden, arkitekturens repræsentationer kan indeholde, og hvordan en kunstnerisk aktivering af den viden kan foregå. Følgelig er det ambitionen gennem projektet at identificere hvilken særlig, arkitektonisk viden det arkitekturhistoriske materiale rummer – uafhængigt af de specifikke historiske omstændigheder, hvorunder det er blevet til.
Fakta
- Projektets titel: Arkitektur på Arkitektur – Gentolkning
- Projektleder: Karen Olesen