Forsknings- og formidlingsprojektet Fleksible fællesskaber afdækker og undersøger udfordringer og muligheder ved problemstillingen.
Nationalmuseet og Arkitektskolen Aarhus står bag projektet, som støttes økonomisk af Landsbyggefonden og den filantropiske forening Realdania.
Almene boligområder møder i dag nye udfordringer og forventninger om at kunne opretholde og styrke social og miljømæssig bæredygtighed. Velfærdsopgaver, der før blev forvaltet eller udført af offentlig sektor, inddrager i stigende grad lokale fællesskaber gennem decentraliseret planlægning, lokal samskabelse, decentralisering og frivillighed. Det gælder for eksempel nye boligtilbud, hvor beboere forventes at indgå i mere omsorgsforpligtende fællesskaber. Generationernes Hus i Aarhus er et eksempel på et bolig- og velfærdsprojekt, hvor arkitekturen skal understøtte fællesskaber på tværs af livssituationer.
Det er ændringer, som kræver nytænkning. Ikke blot af den velfærdsmodel, der har skabt det danske samfund med sin stærke sammenhængskraft. Men i lige så høj grad af de sociale, arkitektoniske og teknologiske ressourcer, der skal sikre, at vi kan løse de væsentligste udfordringer med social trivsel og grøn omstilling i almene boligområder.
Forsknings- og formidlingsprojektet Fleksible Fællesskaber skal levere ny viden om rammerne for socialt bæredygtige blandede byer og gode boligmiljøer. Det er målet, at forskningsprojektet derved skal bidrage aktivt til at belyse en robust og varig by- og samfundsudvikling i Danmark.