CO-SHAPE – CO-Shaping Areas in Peri-urban Environments
Dette projekt sigter mod at integrere energiproduktion med naturbeskyttelse og rekreation i samarbejde mellem Aarhus Kommune og Arkitektskolen Aarhus.
Dette projekt sigter mod at integrere energiproduktion med naturbeskyttelse og rekreation i samarbejde mellem Aarhus Kommune og Arkitektskolen Aarhus.
Fremtidens udfordringer inden for klima, energi og arealanvendelse er komplekse. Stigende krav til arealanvendelse fra forskellige sektorer – vedvarende energi, mobilitet, urbanisering, vandhåndtering, naturbeskyttelse, biodiversitet, landbrugsomlægning, naturområder og rekreative områder – øger presset på det samlede arealforbrug. Med det stigende pres på arealanvendelsen og behovet for at producere vedvarende energi lokalt, undersøger CO-SHAPE forskellige scenarier for at integrere energiproduktion med naturbeskyttelse, rekreation, bykvalitet mv. Aarhus Kommune og Arkitektskolen Aarhus har indgået et forskningspartnerskab. Målet er at udvikle Energipark Spørring og udforske mulighederne for anvendelsen af arkitektonisk planlægning til en helhedsorienteret forvaltning af de mange krav til arealanvendelse i fremtiden. Partnerskabet løber fra maj 2024 i to år. Projektet er finansieret gennem EU-projektet NetZeroCities og programmet Pilot Cities.
Der er brug for et brud med vores traditionelle tankemønstre. Vi skal bevæge os væk fra de skarpe skel og fokusering af landbrugsproduktionens rationelle krav og opdeling, af fokusering på de teknisk og kvantitative værdier, hvis fremtidens landskab skal kunne imødekomme krav om beskyttet natur, højere biodiversitet, vedvarende energi, rekreativ udfoldelse og generelt landskaber og natur i en sund økologisk balance. Projektet arbejder ud fra tesen om, at der er behov for mere helhedsorienteret planlægning. Vi skal tidsmæssigt tænke længere end vi er vant til, og vi skal overskride de skalaer, vi normalt arbejder med i den fysiske planlægning, for at kunne implementere et arkitektonisk perspektiv i arealforvaltningen. Vi skal spænde over et bredt spektrum af skalaer, der spænder fra lokalsamfundets oplevede og fortolkede værdi af det stedsspecifikke til den store landskabsøkologiske skala. Vi vil derfor løbende udvide og udforske arkitektonisk planlægning som et mere analytisk redskab til at opnå en dybere forståelse af det eksisterende landskabs historie og nutid, og hvordan det kan styrkes for fremtiden og sikre et mere sammenhængende samspil mellem menneske og omgivelser.
Målet er at skabe en helhedsplan for det åbne land. Hvordan vi præcis udarbejder planen er endnu uvist. Tiden vil vise den bedste fremgangsmåde. Men ved at udforske arkitektonisk planlægning som et dybdegående analytisk redskab, håber vi at bidrage til nye perspektiver og definitioner af det eksisterende landskab, og hvordan det kan omstilles til et sammenflettet landskab med rum for produktion, rekreativ udfoldelse og beboelsesmuligheder for en rig variation af flora og fauna. Vi søger nye perspektiver og forståelser gennem udvidede inddragelsesprocesser. Vi inddrager lokalsamfundet, lodsejerne, energiinteressenterne og de kommunale sektorer gennem hele projektet for at indsamle krav og ønsker. Herudover udforsker vi den arkitektoniske planlægning som et analytisk redskab med fokus på at forstå funktionernes og produktionens krav og landskabet, samt en dybere forståelse af de kulturhistoriske værdier, naturens processer, landskabsøkologiske forståelser, det oplevede og det sansede, forandringer og kontinuitet. Det gør vi gennem medskabelsesprocesser med lokalsamfundet, energiudviklere, myndigheder og arkitekter i planlægningen samt gennem udviklingen af forskellige scenarier.
I CO-SHAPE søger vi en udvikling af arkitektonisk planlægning som et værktøj og analytisk redskab til fremtidens forvaltning og omstilling af arealer og landskab, samt en udvidelse af definitioner og forståelsesrammer for hvordan vi i fremtiden forstår og tilgår landskabet i et by- og landskabsøkologisk perspektiv.
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE