UTOPIA THY undersøger om potentialerne i delvist affolkede landsbyer og funktionstømte bygninger, der typisk bliver til genstande for nedrivninger, kan forenes med ambitionerne om at fordoble Danmarks skovareal i det 21. århundrede. I de seneste år har talrige funktionstømte bygninger fra den nære fortid i landdistrikterne fået lov til at forfalde for endelig at blive genstand for de efterhånden vidtstrakte statsstøttede strategiske nedrivninger. Med disse nedrivninger afvikler man landsbyerne, og den betydning de kondemnerede bygninger og menneskene som brugte dem, har haft for det pågældende sted forsvinder sammen med en del af den lokale identitet. Projektet ser nedrivningerne som dele af en større by- og landskabs-transformation, der rækker ud over de enkelte grunde og bygninger, og sammen med etablering af meget mere skov i og omkring Bedsted Thy medvirker til sammenhængende skovlandskaber i Thy.
Projektet arbejder mod nye former for, og metoder til, radikal præservering og en byudvikling, der inddrager lokalbefolkningen og skaber nye skovlandskaber, hvor det byggede, det groede og det vilde bliver til et sammenhængende hverdagslandskab til gavn for både mennesker og en potentiel biodiversitet.
UTOPIA THY vil undersøge hvilke uforløste sociale, kulturelle samt miljø- og klimamæssige potentialer landsbyerne rummer. Kan nye former for produktion danne ramme om nye typer af fællesskaber og alternative udfoldelsesmuligheder for storbylivet? Kan funktionstømte bygninger værdisættes som andet end nyttesløst? Kan kondemnerede bygninger udgøre rygraden i fremtidige ressourcebanker? Kan landsbyerne være spydspids for en mere naturbaseret arealforvaltning? Kan nye landsbyfællesskaber danne fortrop for en strategisk tilbagerulning af produktionsjord til beskyttet natur og rekreative netværk?
UTOPIA THY består af flere underprojekter, og Arkitektskolen fokuserer på hvordan vi kan aktivere den byggede kulturarv fra den nære fortid, og udvikle nye, mere mangfoldige skovlandskaber, hvor gammel kulturnatur og natur mødes.
Hvordan kan vi gennem såkaldt ”radikal præservering” bevare for færre midler, og hvem bevarer vi for i fremtiden, når restaurering til museale formål ikke giver mening? Hvilken rolle spiller bygninger, byggede miljøer og menneskeskabte landskaber som fysiske ankerpunkter for kollektiv hukommelse, lokal identitet og sammenhængskraft?
Bedsted er en affolkningsramt dansk stationsby i forfald med omkring 800 indbyggere. Syd for byen ligger Rønhede Plantage, der bliver udvidet, så den nye skov fletter sig ind i den udfordrede del af byen. I nye skovlandskaber skal kuraterede rester af delvist nedrevne forladte bygninger og haver danne kultur-historiske lysninger i den nye skov. Lysninger kan i fremtiden kan stimulere hukommelsen og danne rum for udveksling af personlige minder om stedet, de mennesker der boede der og deres betydning for, og relation til, det omgivende lokalsamfund, samtidig med at de vil udgøre anderledes levesteder for planter og dyr.
Projektet skal løbe over 20 år, og flere delprojekter skal initieres og overdrages til lokale ildsjæle. Delprojekterne i UTOPIA Thy gennemføres som samarbejder mellem lokale beboere, kommunen, museer og forskere fra forskellige faglige miljøer, der bruger Bedsted som et fælles felt laboratorium til såvel arkitektoniske og landskabelige studier som antropologisk og arkæologiske undersøgelser for at komme med forskningsbaserede bud på bæredygtige og alternative byudviklingsmodeller.
UTOPIA THY er et forsøgsprojekt, der som noget nyt springer i skala fra transformationer af enkelte bygninger til at omfatte radikal bevaring af en hel stationsby og udviklingen af sammenhængende skovlandskaber. Samtidig bliver ideen om den ’immaterielle kulturarv’ et greb til både at dokumentere lokales erfaringer og til at fokusere på ellers oversete atmosfærer og arkitektoniske kvaliteter i sammenhængen mellem det byggede miljø og landskabet.
Projektet udvider både teoretisk og metodisk den dominerende kulturarvs-praksis og diskussionen om fremtidig arealanvendelse ved at inkludere immaterielle aspekter, som har været svære at indfange og rumme gennem den nuværende bevarings-praksis og begrebsliggørelse eller hårde data som CO2-kvoter og jordfordeling.
Facts
- Projektets titel: UTOPIA Thy – fra stationsby til skovby – fra afvikling til udvikling
- Projektleder (kontaktperson): Mo Michelsen Krag, Morten Nielsen (Nationalmuseet)
- Eksterne partnere: Bedsted Byforskønnelse, Thisted Kommune, Museum Thy, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Akademisk Arkitektforening, Emergency Architecture & Human Rights (EAHR)
- Deltagende AAA forskere: Stefan Darlan Boris
KONTAKT
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE