De nuværende omlægningsplaner har et snævert fokus på lavbundsjorde og reduktion af kvælstof og overser muligheden for at samtænke landskabsudviklingen med de komplekse udfordringer, som lokalsamfund, landbrugsproduktion og natur i landdistrikterne står overfor.
Med udgangspunkt i den grønne trepartsaftale adresserer projektet etiske og æstetiske implikationer i de kommende omlægninger af landdistrikternes landskaber. Projektet vil udforske, hvordan Den Grønne Trepart også kan skabe synergieffekter og nye muligheder, der i dag er underbelyste. Det er ambitionen at skabe et metodisk robust grundlag for helhedsorienteret landskabsomdannelse, der kombinerer stedsspecifik indsigt, generel viden og praksisnære anbefalinger – til gavn for både natur, lokalsamfund og den langsigtede udvikling af landdistrikterne.
Der er ikke tilstrækkelig viden og erfaring om, hvordan en bredere omdannelse af landskabet kan styrke både natur, lokalsamfund og erhverv på et strategisk og konkret arealmæssigt niveau. Der mangler konkret viden om, hvordan vandets bevægelser kan håndteres på tværs af landskaber, hvordan skovrejsning bl.a. kan bidrage til både klimatilpasning, grundvandsbeskyttelse og rekreative kvaliteter, og hvordan relationen mellem byer, landsbyer og det åbne land kan styrkes.
Der mangler sammenhæng mellem det større strategiske og lokale arealmæssige niveau, hvor der nu og i fremtiden vil være behov for mere en helhedsorienteret og fremadskuende udvikling, der også inddrager tidsperspektiver og forskellige klimascenarier.
Gennem screening af eksisterende omlægningsplaner i landdistrikterne udvikles overførbare, bredt anvendelige metodegrundlag og anbefalinger til en mere helhedsorienteret og multifunktionel omlægningsindsats. Projektet vil arbejde på tværs af skalaer – fra de store landskabelige greb til konkrete designprincipper af overgange og forbindelser – og med et tidsperspektiv, der rummer både her-og-nu muligheder og langsigtede strategier for lokalsamfundets og landskabets udvikling.
Konkrete caseområder udvælges på baggrund af screeningen, og
elementer som borgerinddragelse, naturgenopretning, skovrejsning, klimatilpasning og adaptiv planlægning vil indgå som centrale dimensioner i casestudierne. Som en vigtig del af projektet aktiveres et Rejsehold, hvor forskere rejser ud til kommuner for at udveksle og dele viden i relation til lokale udfordringer og projekter.
Resultaterne samles i en rapport, der formidler erfaringer, guidelines og designprincipper og indeholder både konkrete forslag til omlægning, metoder til landskabsanalyser i forskellige skalaer og anbefalinger til fremtidige, langsigtede indsatser.
Projektet belyser, hvordan lokal identitet og kulturværdi kan integreres i omlægningsindsatsen og tilfører ny viden på flere niveauer. Dels produceres empiriske modeller for landskabsomdannelse i samarbejde med lokalsamfundene, som kan anvendes i fremtidige planer og forskellige scenarier. Dels udvikles der rammer for og bygges videre på begreber, der kombinerer æstetik, etik, klima og borgerinddragelse – et område hvor dansk forskning hidtil har været begrænset.
Projektet bidrager endvidere med ny viden om generelle virkemidler til landdistriktsudvikling ved at fokusere på universelle udfordringer. Det forventes desuden at have en samfundsmæssig relevans ved at give bud på bæredygtige løsninger for landbrugets omstilling, naturgenopretning og borgerinddragelse.
Fakta:
- Projekttitel: National politik – local værdi: Helhedsorienteret revitalisering af landdistrikterne under Den grønne Trepart
- Projektleder: Lektor Katrina Wiberg
- Deltagende AAA forskere: Kasper Albrektsen, Jakob Ørum, Martin Odgaard og Stefan Darlan Boris
- Projektet er finansieret af Statens Landdistriktspulje
KONTAKT
Relateret
MÅSKE ER DU OGSÅ INTERESSERET I DETTE

National politik – lokal værdi helhedsorienteret revitalisering af landdistrikterne
























Tingbjerg set fra oven i august 2020

