Fra et bæredygtigheds-, vækst- og bylivsperspektiv er det afgørende at udvikle attraktive tætte og kompakte bydele. Vi er nødt til at bygge tæt, men hidtil har tæthed primært handlet om bebyggelsesprocenter samt skalaen af let omsættelige karréer, blokke og tårne. Men tæthed er et mangefacetteret begreb. Der er grøn tæthed, social tæthed, programmatisk tæthed, osv. For os handler tæthed om at skabe sammenhængende bystrukturer, der rummer mere sammensatte og mere komplekse bymiljøer. Bymiljøer med flere arkitektoniske lag, flere interessante arkitektoniske sammenstød og en større grad af rumlig uforudsigelighed.
Foruden at adressere tæthed ud fra et bæredygtighedsperspektiv, så vil dette projekt sætte fokus på det paradoks, der ligger i, at vi på trods af stor samfundsmæssig rigdom, opfører nye bydele der ofte mangler helt basale rumlige og oplevelsesmæssige kvaliteter. Man kan argumentere for at de oplevelsesmæssigt fattige bykvarterer er en konsekvens af: den markedsdrevne byudvikling; implementeringen af mangeartede smart-by teknologier; den stigende brug af AI-modellerings værktøjer; anvendelsen af standardiserede bygningskomponenter; samt, en konsekvens af, at den strategiske tænkning vinder frem på stort set alle skalaniveauer. Vi er blevet vant til at byer udvikles på bestemte måder med ensartede bygningstypologier og med ensartede business cases. Der synes at være få alternativer i spil. Vi ønsker at udfordre denne vanetænkning.